Vidste ikke hvad jeg fejlede

Indtil september 2010 vidste jeg ikke hvad jeg fejlede… Har altid fået at vide at jeg var meget genert og tilbageholdende, så tog det bare til mig. Jeg har haft svært ved at få venner og har i skole og fritidsordninger holdt mig for mig selv og kigget på de andres leg. Så længe jeg kan huske har jeg tænkt meget over hvad andre mon tænkte om mig. Om de kunne lide mig som jeg var eller ej. Opvokset i et lille landsby samfund, hvor det betød noget hvad man gik i og så ud, var det nok svært at falde til når mine forældre ikke havde så mange penge. Jeg vendte det om og ville ikke være som de andre. Hvilket jeg kan læse, kan være typisk for folk med social fobi. Jeg har altid haft svært ved at spise med andre. Det var hårdest da jeg var rigtig stor, for tænk nu hvis de andre sad og tænkte at jeg bare skulle lade være med at spise, for så ville jeg ikke være så fed. Hvis jeg spiste noget usundt tænkte jeg endnu mere over det, og havde i flere år ikke mad med i skole. Har stadig den tanke om at andre synes jeg er fed, når jeg spiser…. En dag sidste år gik jeg ind på angstforeningens hjemmeside og så en OBS om social fobi. Jeg begyndte at græde. Det var jo lige mig de beskrev der. Alle de år hvor jeg havde følt mig mærkelig og utilpas, føltes som tunge sten der rullede af mig. Når jeg tænkte tilbage, kunne jeg godt se alle symptomerne og signalerne om at det var angst. Jeg havde bare troet jeg var underlig. I dag er det en lettelse at kunne sige at det er fordi jeg har angst, at det føles som om jeg er ved at få et hjerteanfald. At jeg ikke kan trække vejret og ryster over det hele, selv når jeg skal handle ind. Nu ved jeg hvad jeg kan gøre for at gøre oplevelsen ”nemmere”

Ikke normal

En episode som fik mig til at se at jeg ikke var helt normal var da vi skulle til min tidligere svigerindes fest (kan ikke huske om det var hendes svendegilde eller 25 års fødselsdag). Jeg havde været nervøs hele dagen og var meget rastløs. Min krop var i oprør, mit hjerte bankede alt for stærkt, havde koldsved selvom jeg svedte meget. Mine hænder rystede. Jeg har altid været ekstremt genert, så troede det bare var fordi jeg enten var ved at blive syg eller fordi jeg ikke kendte andre end min lille svigerfamilie ( som er meget udadvendte…) Da vi kom derhen blev alle mine kropslige symptomer meget værre. Jeg kunne næsten ikke holde om mit glas og jeg havde den største lyst til bare at hoppe ud over altanen. Kort sagt jeg havde det skidt. Min x syntes jeg overreagerede og at jeg skulle tage mig sammen. Vi skulle sidde sammen med hans forældre, hvor hans mor sad og stak til mig under hele spisningen… Jeg kunne ikke spise noget, så sad bare og stak til maden og skubbede den rundt på tallerknen. Havde på fornemmelsen at hvis jeg gjorde så ville det hele komme op igen. Omkring kl 21 sagde jeg til min x at jeg ikke havde det så godt og om vi kunne tage hjem snart, for kunne mærke at jeg var ved at gå i opløsning. Hvorfor vidste jeg ikke.. Han sagde at jeg ville ødelægge hans søsters fest hvis vi tog hjem så tidligt, og at jeg bare skulle tage mig sammen. Jeg prøvede at gå på toilettet for at se om lidt ro ville kunne hjælpe men det gjorde det ikke. Jeg prøvede flere gange at spørge om vi ikke kunne tage hjem fordi jeg havde det virkelig skidt. Måtte ikke tage hjem alene. Ca en time senere blev jeg passet op ude på gangen af ham og hans mor, hvor jeg havde det virkelig skidt. Kunne ikke være i min egen krop. Alt var virvar inden i. De sagde at jeg skulle tage mig sammen og lade være med at være sådan. AT jeg kun tænkte på mig selv og skulle ”styre mit handikap”. Jeg prøvede at forsvare mig, mens mit hjerte føltes som det skulle eksplodere, var ved at hyperventilere, kunne ikke trække vejret, rystede over hele kroppen. Han gik med ordene at jeg skulle ikke ødelægge hans aften, som jeg jo plejede, og at jeg var en psykopat. På det tidspunkt var jeg begyndt at føle mig indespærret og at jeg skulle kæmpe mig fri. Min tidligere svigermor tog fat i mig og sagde at jeg skulle tage mig sammen. At jeg ikke var normal. Det var dråben for mig. Jeg begyndte at skrige af hende og gå helt i panik. Fik kæmpet mig fri og ud…. Efter ca 20 min gik jeg ind til min tidligere svigerinde og sagde at jeg virkelig ikke havde det godt og at jeg tog hjem. Hun var fuldt forstående og sagde at, det skulle vi da bare gøre. Fik forklaret hende at hendes bror blev. Hun mente at ham kunne de bare sende med en taxa hjem, hvilket jeg forklarede ham, da jeg sagde at jeg tog hjem til mine forældre og hentede pigerne. Ville gerne have at han støttede mig og tog med hjem, men han mente at jeg ville ødelægge det hele for ham. Jeg tog hjem til min mor, som gav mig et kæmpe kram. Hun kunne se at jeg var helt ødelagt. Kl 4 ringede han til mig fordi han ikke ville bruge penge på en taxa. På vej hjem overbrækkede han siden af vores stationcar fordi han havde fået for meget at drikke… (ifl ham selv måtte det være maden, for han havde ikke fået ret meget… hmmm ) Så da jeg havde sat ham af derhjemme, tog jeg om til mine forældre med pigerne stadig sovende i bilen og fik vasket det af. Nøj hvor var min mor sur på ham… Næste morgen fik jeg at vide at jeg var en sur psykopatisk kælling som ikke burde være blevet født… Det hjælper virkelig også på en når man har haft et panikanfald og ikke vidste hvad der skete!

Mig :S

Jeg har, så vidt jeg ved, altid lidt af Social fobi. Dog har jeg bare ikke kendt til det før sidste efterår, hvor jeg gik ned med depression og stress. Stressen og dep havde været længe undervejs, faktisk et helt år, da jeg året før sad i et job hvor jeg ikke følte mig værdsat. Oveni det mistede jeg min farmor, som var den sidste af mine bedsteforældre. Hun har ligesom min mormor været der hver dag i hele mit liv, så det blev meget tomt lige pludselig. Jeg har altid følt mig udenfor, som om jeg ikke passede ind. Havde dog heller ikke lyst til at gøre som alle andre for at måske kunne det. Synes at de få forsøg jeg fik gjort fejlede så grusomt at jeg fik erfaringen om at lade være med det Min fobi blev forstærket af at jeg blev mobbet temmelig meget pga jeg var stille og buttet. Mine forældre var ikke rige, så det var ikke det nyeste modetøj vi gik i. Men jeg havde det fint med det trods alt. jeg fandt styrken i at ikke være som andre. At jeg ikke ville gøre som de andre "bare" for at passe ind. Hvis de ikke gad at lege med mig, så havde jeg da også bare nok i mig selv. Dette var tilladende tanker for at jeg bedre kunne sige fra til fester og andre selskabelige ting. Det og så at jeg undgik at blive mobbet ved at blive peget ud, overhældt med et eller andet eller hvad de nu fandt på Problemet er så bare i dag, at jeg mangler bekræftigelse i at være god nok. Når man er opvokset uden venner, så har man til tider svært ved at forstå hvorfor andre vælger at være sammen med en. Har da haft få venner, som så har droppet mig eftersom vi voksede op og der kom andre ting til. At være en smule naiv i sådan en situation hjælper meget. At man tror på at alle ikke er som dem At der nok engang skal være en som godt kan lide en som man er Pigernes far var min første kæreste. Jeg var ikke rigtig forelsket i ham, men var glad for at der var en som syntes jeg var pæn. For havde jo altid målt mig med de andre i klassen ovs, så vidste godt at jeg ikke var smuk, men nok nærmere det man kalder køn... Jeg var 18 da jeg mødte ham.... blev sammen med ham i 10 år på godt og ondt. Han er typen som er meget manipulerende, får en til at tro at det altsammen er ens skyld. En rigtig trold. Men uden ham ville jeg ikke have mine dejlige guldklumper Skal vi ikke bare gøre historien kort og sige at han hverken gjorde noget godt for mit selvværd eller min angst?? flyttede fra ham feb 2010 og separeret der. Skilsmissen gik igennem 16/9-11 fordi der skal gå over et år hvis begge parter ikke er enige... dumme regler

fuck det hele... Trold ked af det

hele verden eksploderede i lørdags og efterlod forvirret og sørgelig trold i vragstykker...
Forhold hang i tråd uden trold var klar over det... trold var meget ked af det. Trold vidste ikke hvad hun skulle gøre. Forsøgte at bruge overtalelsesevner, som åbenbart virkede lidt.
Forhold stadig vedlige... dog med lettere sindssyg trold....

Trold er meget tæt på at hoppe i sø, selvom trolden ikke kan svømme.
Hader at det skal være sådan her. Hvorfor kan man ikke bare en gang have lidt medgang i livet??
Det burde ikke være så hårdt og svært.

Føler virkelig ikke jeg kan trække vejret længere....

kvindelig hormonel trold.....

når man er kvinde med troldlignende tendenser, så er det ikke altid lige let.
pt er trolden hormonel pga månens påvirkninger på kroppen...
Gider ikke være en frustreret trold i æske, som let kan komme til tåre
som let kan blive ked af det og som ikke tror at hendes kæreste vil hende efter 5 vidunderlige dage sammen, selvom alt andet peger på at han vil.

dårlige erfaringer og lavt selvværd hænger ved og efterlader et spor af tvivl i sindet. Har aldrig været lykkeligere i mit liv, men alligevel tør jeg ikke tro på at lykken er min. Jeg har aldrig været heldig, så hvorfor skulle jeg dog nu??

internet

det her internet kan både være godt og skidt.
det kan bruges til så meget. Ved ikke lige hvor min tanke går hen med det her.
lige nu følger jeg den røde tråd så bær over med hvis det bliver lidt rodet.

synes ting går stærkt med de muligheder vi har i dag. jeg ved ikke rigtig hvornår tingene fik fart på for mig. men blev lige pludselig ret afhængig af det.
underligt at en lille lyd på computeren kan enten få en til at smile eller blive frustreret.

Politik

Jeg er ikke en person som går ret meget op i politik. Men man hører da lidt af hvert rundt omkring. Man bliver måske også lidt påvirket af hvad ens forældre mener og danner deraf sin egen. Jeg har aldrig følt mig voksen nok til at sætte mig ind i den slags, fordi det nok ikke lige var min kop te. Men som jeg er blevet ældre, så er jeg begyndt at kunne se pointerne i det. Ved stadig ikke hvad jeg skulle holde med, hvis jeg blev tvunget til at vælge. Jeg stemmer på en til kommunevalg og en til folketinget. Ikke at det er fra det samme parti, for det er det næsten aldrig. Jeg ved bare hvilke gode ting vores borgmester har gjort, og det at han er nem at snakke med når man møder ham nede i byen eller ved pølsevognen, gør at jeg er mere tilbøjelig til at stemme på ham.
Pointen er at jeg nok stemmer som min far. Og har aldrig anset det som et problem at folk ikke tror det samme. Men kan da godt høre forskel på folk hvad de stemmer på. Jeg tænker mere over hvad der skal ske med mine børns fremtid og hvad ville være godt for dem.. hvor andre tænker på nu og her.
Men hvad pokker gør man så, hvis man falder for en fyr, som står for det modsatte? og som stemmer modsat?
Har man så stadig nogle af de samme værdier?