Ikke normal

En episode som fik mig til at se at jeg ikke var helt normal var da vi skulle til min tidligere svigerindes fest (kan ikke huske om det var hendes svendegilde eller 25 års fødselsdag). Jeg havde været nervøs hele dagen og var meget rastløs. Min krop var i oprør, mit hjerte bankede alt for stærkt, havde koldsved selvom jeg svedte meget. Mine hænder rystede. Jeg har altid været ekstremt genert, så troede det bare var fordi jeg enten var ved at blive syg eller fordi jeg ikke kendte andre end min lille svigerfamilie ( som er meget udadvendte…) Da vi kom derhen blev alle mine kropslige symptomer meget værre. Jeg kunne næsten ikke holde om mit glas og jeg havde den største lyst til bare at hoppe ud over altanen. Kort sagt jeg havde det skidt. Min x syntes jeg overreagerede og at jeg skulle tage mig sammen. Vi skulle sidde sammen med hans forældre, hvor hans mor sad og stak til mig under hele spisningen… Jeg kunne ikke spise noget, så sad bare og stak til maden og skubbede den rundt på tallerknen. Havde på fornemmelsen at hvis jeg gjorde så ville det hele komme op igen. Omkring kl 21 sagde jeg til min x at jeg ikke havde det så godt og om vi kunne tage hjem snart, for kunne mærke at jeg var ved at gå i opløsning. Hvorfor vidste jeg ikke.. Han sagde at jeg ville ødelægge hans søsters fest hvis vi tog hjem så tidligt, og at jeg bare skulle tage mig sammen. Jeg prøvede at gå på toilettet for at se om lidt ro ville kunne hjælpe men det gjorde det ikke. Jeg prøvede flere gange at spørge om vi ikke kunne tage hjem fordi jeg havde det virkelig skidt. Måtte ikke tage hjem alene. Ca en time senere blev jeg passet op ude på gangen af ham og hans mor, hvor jeg havde det virkelig skidt. Kunne ikke være i min egen krop. Alt var virvar inden i. De sagde at jeg skulle tage mig sammen og lade være med at være sådan. AT jeg kun tænkte på mig selv og skulle ”styre mit handikap”. Jeg prøvede at forsvare mig, mens mit hjerte føltes som det skulle eksplodere, var ved at hyperventilere, kunne ikke trække vejret, rystede over hele kroppen. Han gik med ordene at jeg skulle ikke ødelægge hans aften, som jeg jo plejede, og at jeg var en psykopat. På det tidspunkt var jeg begyndt at føle mig indespærret og at jeg skulle kæmpe mig fri. Min tidligere svigermor tog fat i mig og sagde at jeg skulle tage mig sammen. At jeg ikke var normal. Det var dråben for mig. Jeg begyndte at skrige af hende og gå helt i panik. Fik kæmpet mig fri og ud…. Efter ca 20 min gik jeg ind til min tidligere svigerinde og sagde at jeg virkelig ikke havde det godt og at jeg tog hjem. Hun var fuldt forstående og sagde at, det skulle vi da bare gøre. Fik forklaret hende at hendes bror blev. Hun mente at ham kunne de bare sende med en taxa hjem, hvilket jeg forklarede ham, da jeg sagde at jeg tog hjem til mine forældre og hentede pigerne. Ville gerne have at han støttede mig og tog med hjem, men han mente at jeg ville ødelægge det hele for ham. Jeg tog hjem til min mor, som gav mig et kæmpe kram. Hun kunne se at jeg var helt ødelagt. Kl 4 ringede han til mig fordi han ikke ville bruge penge på en taxa. På vej hjem overbrækkede han siden af vores stationcar fordi han havde fået for meget at drikke… (ifl ham selv måtte det være maden, for han havde ikke fået ret meget… hmmm ) Så da jeg havde sat ham af derhjemme, tog jeg om til mine forældre med pigerne stadig sovende i bilen og fik vasket det af. Nøj hvor var min mor sur på ham… Næste morgen fik jeg at vide at jeg var en sur psykopatisk kælling som ikke burde være blevet født… Det hjælper virkelig også på en når man har haft et panikanfald og ikke vidste hvad der skete!