Mig :S

Jeg har, så vidt jeg ved, altid lidt af Social fobi. Dog har jeg bare ikke kendt til det før sidste efterår, hvor jeg gik ned med depression og stress. Stressen og dep havde været længe undervejs, faktisk et helt år, da jeg året før sad i et job hvor jeg ikke følte mig værdsat. Oveni det mistede jeg min farmor, som var den sidste af mine bedsteforældre. Hun har ligesom min mormor været der hver dag i hele mit liv, så det blev meget tomt lige pludselig. Jeg har altid følt mig udenfor, som om jeg ikke passede ind. Havde dog heller ikke lyst til at gøre som alle andre for at måske kunne det. Synes at de få forsøg jeg fik gjort fejlede så grusomt at jeg fik erfaringen om at lade være med det Min fobi blev forstærket af at jeg blev mobbet temmelig meget pga jeg var stille og buttet. Mine forældre var ikke rige, så det var ikke det nyeste modetøj vi gik i. Men jeg havde det fint med det trods alt. jeg fandt styrken i at ikke være som andre. At jeg ikke ville gøre som de andre "bare" for at passe ind. Hvis de ikke gad at lege med mig, så havde jeg da også bare nok i mig selv. Dette var tilladende tanker for at jeg bedre kunne sige fra til fester og andre selskabelige ting. Det og så at jeg undgik at blive mobbet ved at blive peget ud, overhældt med et eller andet eller hvad de nu fandt på Problemet er så bare i dag, at jeg mangler bekræftigelse i at være god nok. Når man er opvokset uden venner, så har man til tider svært ved at forstå hvorfor andre vælger at være sammen med en. Har da haft få venner, som så har droppet mig eftersom vi voksede op og der kom andre ting til. At være en smule naiv i sådan en situation hjælper meget. At man tror på at alle ikke er som dem At der nok engang skal være en som godt kan lide en som man er Pigernes far var min første kæreste. Jeg var ikke rigtig forelsket i ham, men var glad for at der var en som syntes jeg var pæn. For havde jo altid målt mig med de andre i klassen ovs, så vidste godt at jeg ikke var smuk, men nok nærmere det man kalder køn... Jeg var 18 da jeg mødte ham.... blev sammen med ham i 10 år på godt og ondt. Han er typen som er meget manipulerende, får en til at tro at det altsammen er ens skyld. En rigtig trold. Men uden ham ville jeg ikke have mine dejlige guldklumper Skal vi ikke bare gøre historien kort og sige at han hverken gjorde noget godt for mit selvværd eller min angst?? flyttede fra ham feb 2010 og separeret der. Skilsmissen gik igennem 16/9-11 fordi der skal gå over et år hvis begge parter ikke er enige... dumme regler